
– Få madkonsulentens bud på fem stærke trends i det nye år…
Lakrids, stevia og nordisk madlavning blev nøgleord i 2013. Råvarerne har blandt andet været med til at sætte fokus på, hvordan vi kan finde nye måder at smagssætte vores mad på. Det fokus vil også præge 2014 – både for at udfordre vores smagsløg, men også for at skære ned på vores saltforbrug. Her kan du læse mere om, hvad Mannovs madkonsulent Rasmus Bredahl ser som de fremtidige tendenser inden for mad og fødevarer.
1. New vegetarian
Der er ikke noget 70er hippie, eller Femølejr over at være vegetar i 2014. Det er cool og udtryk for omtanke og selvkontrol.
2. Less meat
Kød bliver tilbehør – ikke omdrejningspunkt! At begrænse sit kødforbrug, er tegn på samfundssind og global indsigt. Kødet kommer til at spille andenviolin på tallerkenen, og der vil være langt mere fokus på det grønne tilbehør.
3. Gourmet fra verdens hjørner
Efter gourmetudgaver af asiatisk mad (Kiin Kiin, Rice Market og Nam Nam, etc.) og det indiske (Verandah og til dels Mumbai og Bindia) bliver det næste mellemøstlig mad, der er meget mere end tarvelig fastfood med falafel og shawarma. Den israelsk-engelske kok Yotam Ottelenghi, har solgt 1 mill. udgaver af sin bog Plenty, og er kæmpestor i England. Han kan meget vel blive den nye Jamie Oliver, der sætter en ny interessant dagsorden.
4. Begræns madspild
Alle danskere, smider i gennemsnit en fjerdedel af alt det mad, de køber ud. Det er både dyrt og dumt. I 2014 kommer der endnu mere fokus på at begrænse madspild, både for supermarkeder, virksomheder og private. Vi ser allerede supermarkeder indføre tilbud, på 1 stk. varer i stedet for ”10 for 100 kr.”. Koncepter, der skal forhindre, at folk smider for meget mad ud. Den tendens vil fortsætte også i forhold til at begrænse emballageforbruget. Selina Juul har fået massiv omtale, og modtaget Nordisk råds miljøpris for sin bevægelse ”stop madspild”.
5. Restauranter
Nordens første restaurant med 3 michelinstjerner bliver ikke Noma. Guiden forstår vist ikke helt det nordiske dogme. Men et frækt bud er, at Geranium overhaler indenom, og får den eftertragtede hæder. Rasmus Kofoeds florale grøntkøkken rammer lige i solar plexus af tidsånden, og har Danmarks dygtigste tjener i Søren Leddet oveni hatten.
I Nordsverige har Magnus Nilsson skabt en helt unik restaurant i pagt med natur og nærmiljø. Den hedder ”Fäviken” og er vel nærmest en vildmandsudgave af Noma. Selvom Magnus Nilsson har meldt ud, at han ikke vil give interview de næste år, tror jeg vi kommer til at høre mere fra ham.