Danskere er det folkefærd i Europa som bruger færrest penge på fødevarer, nemlig 9 % af vores disponible indkomst. Til gengæld bruger vi pengene på hårde hvidevarer og samtalekøkkener med en overflod af overflødigt bras af elektriske køkkenredskaber. Bla. æggekogere, riskogere, citrusfrugtpresser, elektriske dåseåbnere etc.
En vigtig undtagelse alle burde skaffe sig er en krydderikværn eller en billig kaffemølle (kan købes for 200 kr). Krydderier har en flyvsk smag og alle malede krydderier mister sin aroma over tid. Hvis du selv kigger på din krydderihylde finder du sandsynligvis en del som er udløbet.
Desuden er der berettiget tvivl om hvor mange “fremmedlegemer” som er i formalede krydderier. Laboratorietest viser at de indeholder ca. 5-10 % som i laboratoriesprog hedder “askestof”. Krydderier ligger og tørrer i store lagerhaller i 3 verdenslande hvor mus, sand og insekter er umuligt at holde helt ude. Derfor er det lovpligtigt at frysetørre alle formalede krydderier, hvilket også gør dem sterile. Det fuldstændig ufarligt at spise dem, men jeg foretrækker at male mine egne krydderier. Det giver, helt bogstaveligt en bedre smag i munden.
Sådan gør du:
Tag en skefuld, hel spidskommen, hel koriander, hele fennikel frø og en kanelstang.
Rist på en tør pande eller i forvarmet ovn ca. 30 sekunder og kom dem i kaffemøllen.
Mal dem ca. 10 sekunder og tag låget af.
Sæt snuden ned i, så vil du opleve hvad krydderier virkelig er!
Det er en udbredt misforståelse at krydret mad bare er stærk.
Mange verdenskøkkener bruger langt flere krydderier i maden som ikke er chili eller cayenne.
Faktisk krydderier vi i Danmark af uransagelige årsager fortrinsvis bruger til kager omkring jul. F.eks. kanel, kardemomme, allehånde, nelliker og stjerne anis.
Dette giver en mere kompleks og levende smag og udfordrer smagsløgene. Prøv at komme ovennævnte krydderiblanding i dine hakkebøffer næste gang og oplev forvandlingen..
Tortur kylling
Kan det lade sig gøre at producere 5 kyllinger for 100 kr.?
Ja da… De skal bare gå på riste indenfor i enorme haller som strider mod al deres natur, leve på et a4 papirs areal og gå i lys i døgndrift, så de vokser hurtigere, proppes med vækstfremmere så deres knogler brækker under deres egen vægt og vupti har du det som kyllingeproducenterne kalder “fjerkræs masse”
-Jeg kalder det dyremishandling og rører det ikke med en ildtang!
Køb altid hele kyllinger. De parterede kyllingestykker er “neutralmarinerede” hvilket på slagterisprog betyder de er pumpet/ centrifugeret med en saltblanding som indeholder fosfat og øger deres vægt (og dermed kiloprisen!) 10-30 %.
Så kan slagterierne prøve at kompensere for den smag som er udeblevet pga. de horrible produktionsmetoder. Vand som parentes bemærket ligger i bradepande efter stegning og ikke gør nogen gavn!
Derfor, køb hele fritgående kyllinger, steg dem hele, det gør kødet langt mere saftigt. Og lær at partere dem.
Livets vand
Da jeg var barn fik man sodavand til fødselsdag og fest. Med fare for at lyde som én af de sure gamle mænd i muppet show, er det til det, de hører hjemme.
En iskold coke smager da godt, bevares- især med tømmermænd, men en hverdagsdrik det er det altså ikke.
½ liter dækker det meste af et skolebarns kaloriebehov på 1 dag.
Det “sunde” alternativ, light sodavanden, som mange skyller enorme mængder ned med er ikke spor bedre. Ok, der er ikke sukker i light, men i stedet en væmmelig mængde af kunstige sødemidler, som man i øvrigt ikke kender cocktail effekten af på længere sigt. Samt et væld af kemi, i form af aroma, salt, syre og farve stoffer. Det slukker ikke tørsten og gør i bedste fald ikke gør noget godt for din krop.
Drop det!
– vend dig til at drikke iskold vand i stedet det slukker tørsten.
Planlæg dine indkøb
De fleste kender til situationen hvor man stormer gennem supermarkedet 10 min. før lukketid, eller ungerne skal hentes.
Her vil hakket oksekød, pølser, færdigretter og andre varer som kræver et minimum af tilberedning være ganske tillokkende.
Gør sådan her:
Saml dine indkøb. Gå højst i supermarkedet 1-2 gange om ugen.
Supermarkederne har brugt 50 år på at forædle kunsten at få dig til at købe mere end du har brug for. Faktisk er det sådan, at en gennemsnits kunde køber 30 % mere end planlagt. INTET i et supermarkeds indretning er tilfældigt. Jeg har arbejdet 2½ år i Coop dk. som madinspirator, så jeg kender detailhandelens kneb.
Lav en ugeplan for aftensmaden så begrænser du spild
Lav 3 dobbelte portioner af dine favorit retter, det tager marginalt længere tid.
En lasagne, chili con carne, eller Bolognese kan snildt fryses og tages op aftenen før du ved du kommer sent hjem eller skal til forældremøde.
Så slipper du for at stresse og trippe utålmodigt i kasse køen sammen med alle de andre.
Lav lidt ekstra hakkebøffer, frikadeller eller kyllingelår når du alligevel er i gang og gem til madpakken.
Opbevar din frugt og grønt rigtigt. Du kan spare rigtig mange penge på at opbevare rigtigt.
Skyl din salat, ryst det godt fri for vand og kom det i en pose. Kom ligeledes alt grønt du har skåret af i pose eller lufttæt boks.
Opbevar kartofler, æbler, pærer, tomater og bananer tørt og køligt så holder de dobbelt så længe. Læg aldrig æbler, pærer og bananer sammen med citrusfrugter. De udskiller en gasart som får dem til at modne på rekordtid.
Kom ikke rugbrød i køleskab- det gør det hurtigere tørt. En lufttæt pose et mørkt sted er bedst.
Kom aldrig citrusfrugter i køleskabet, de udskiller en gasart som ødelægger kobberrørene i køleskabet.
Køb en ordentlig kniv!
80 % af alle danskere har elendige knive, og dem som har ordentlige, ved ikke hvordan man sliber dem.
Skiveskåret pålæg koster det dobbelte af hele stykker. Så udover glæden ved at have ordentligt værktøj, er der også mange penge at hente.
Pudsigt nok har mange (mænd) et stort udvalg af fine stykker værktøj og umbraco nøgler i utallige størrelser som for de flestes vedkommende bruges langt mindre end en køkkenkniv.
Køb kvalitet
Hvis du køber den billige spegepølse får du ekstra fedt og vand og i den billige rejesalat får du maccaroni og mayonnaise. Danskerne er det land i Europa som procentvis bruger færrest penge på madvarer. Til gengæld bruger vi en formue på kosttilskud og vitaminer, for at kompensere for den dårlige madkvalitet vi køber. Det er sgu for dumt!
Kosttilskud og vitaminpiller er den absolut dyreste vej (i øvrigt er indholdsfortegnelsen vildledende, da den viser hvad de indeholder og ikke hvad kroppen optager).
Køb ordentlige madvarer i stedet.
Fuldkorn
Jeg er vild med fuldkorn! Bare ikke i pasta. Ja ja, jeg ved det er sundere men det smager altså som at bide i en våd papkasse. Man kan til nød snige lidt fuldkorns lasagneplader i lasagnen men her stopper festen.
Det italienske køkkens skønhed er det enkle og de sublime råvarer fulde af smag. Køb i stedet en god pasta, gerne De Cecco, her må du ikke spare, og spis et stykke groft brød til maden, så får du både velsmagen fra den “rigtige” pasta og fuldkornet fra hvor det er bedst – nemlig i brødet.
Fisk
Danmark er et af de lande i verden som har den største kyststrækning i forhold til areal. Alligevel spiser vi næsten ingen fisk og eksporterer det meste. Paradoksalt nok er noget af det som fiskehandleren sælger mest af, fiskefars, som er lavet af skrabede fiskeskrog og så meget mel at det bedst kan bruges som mørtel.
Lav din egen fars, det smager fantastisk, tager 3 minutter og du ved hvad der er i.
Sådan gør du:
Fjern bugbenene i torskefileten og skær i mindre stykker.
Hak fisken groft i foodprocessor med salt og peber. Tilsæt lidt æg og havregryn under omrøring. Tilsæt fløde, lidt ad gangen, til farsen er lind og lad farsen trække 20 min. Juster evt. med lidt mere fløde hvis den er for fast eller rør med lidt hvedemel hvis den er for flydende (afhænger af størrelsen på æggene).
En del af forklaringen er at mange ikke ved hvordan de tilberedes, og det er en skam, for det er betydelig lettere end at stege og koge kød.
Hvis man bare fjerner fedtet i maden uden at erstatte med andet, eller kompensere med krydderier og længere tilberedning, får man kønsløs diætist mad af værste skuffe.
Forskellige olier
Selvom koldpressede olier kan afskrække lidt da de er betydelig dyrere skal du ikke lade dig skræmme. De er super drøje i brug, så udover de holder længe bruger du også mindre mængde ad gangen, hvilket jo gør dine salater mindre fede.
Desuden er billige olier udpint med en skræmmende cocktail af opløsningsmidler, hvilket giver endnu et godt argument for at undgå dem.
Du kan ved at bruge gode vinaigretter trylle velsmag og pift af alle verdenskøkkener i din mad.
Klassisk vinaigrette:
1 tsk. Dijon sennep
1 tsk. soja
1 tsk. balsamico eddike
2 spsk. jomfruolivenolie
1 knivspids flormelis
Groft salt og frisk kværnet peber.
Det tager 30 sekunder at piske sammen og sparker liv i enhver salat
Dressinger
Udfordringen ved at undgå fede saucer fyldt med mayonnaise, er smag og konsistens. Magre alternativer bliver ofte tynde, smattede og kedelige.
Undgå for alt i verden de købte light dressinger. De er fyldt med kemi, aroma, vand og smagsforstærkere for at kompensere for den ikke eksisterende smag!
Drænet yoghurt kan købes færdigt, og ved at tilsætte en smule flormelis, lidt Dijon sennep og citronsaft samt krydre med salt og friskkværnet peber, kan du runde smagen, som kan være en kende besk. Hopla! Så har du en super fedtfattig base for utallige dressinger/saucer til både kød og fisk som tager et minut at lave.
Base:
2 dl. drænet yoghurt
1 tsk. flormelis
1 tsk. Dijon sennep
1 tsk. citronsaft
Groft salt og peber fra kværn
Alt røres sammen med et piskeris.
Hakket kød
Lad dig ikke lokke af supermarkedernes tilbud på hakket kød. Det har ofte en uhyre høj fedtprocent på 15- 18 %. Fedt som alligevel ligger tilbage i panden når bøfferne er blevet stegt eller gør Bolognesen fed og klam.
Og har du så sparet noget?
Køb i stedet hakket kød med max. 5-8 % fedt, så ved du hvad du får.